Om blandt andet at være landskabsmaler
i 2006.
Det er langt fra trendy,
som billedkunstner, at være naturalist i ordets oprindelige betydning.
At være landskabsmaler er direkte gammeldags. Noget der hørte guldalderen
til. Et billede trænger sig på. Kunstneren, der kæmper med vind og
vejr, sit feltstaffeli samt genstridige lærreder, pensler og farver.
Man befinder sig med et moderne udtryk naturligvis on location.
Her indfanges landskabet og dets stemning, hvorefter man muligvis kunne
justere lidt på farve og komposition hjemme i atelieret.
I forhold til kunstnerens anerkendelse
blev de færdige værker udstillet hos kunsthandlere – og solgt, eller
de blev vist på fornemme museer hvorefter kunstneren kunne sole sig
i berømmelsens behagelige lys.
Det tyvende århundrede
– og nu.
Nu har landskabsmaleriet som bekendt
også spillet en rolle i det 20. århundrede. Kunstnere er således
blevet forbundet med lokaliteter, som f. eks. maleren Erik Hoppe, hvis
billeder fra Søndermarken har fået klassikerstatus, og følgende findes
på mange museer. Oluf Høsts virke på Bornholm har sat mange myter
i gang. Blandt andet i kraft af Høsts fascination af ild. Man kontaktede
angiveligt kunstneren inden man ringede til brandvæsnet, hvis der var
opstået ildebrand et sted på øen. Paradoksalt nok nedbrændte Høsts
yndlingsmotiv, gården Bognemark, for nogle år siden; men den havde
også udspillet sin rolle som motiv. Oluf Høst døde som bekendt i
1966.
På nutidens kunstscene fylder det naturalistiske
landskabsmaleri ikke alverden. Dog er der en tendens til, at den unge
generation ikke er bange for at inddrage naturen, som mennesket ganske
vist efterhånden har tæmmet til ukendelighed, i deres værk. Motivet
skal blot være i stand til at underbygge kunstnerens litterære eller
symbolske intentioner eller blot skabe et poetisk fundament i forhold
til et overordnet budskab.
En idé.
I en mindre dansk stationsby har en naturalistisk
billedkunstner fået en idé. Han har tidligere befundet sig i et kunstpolitisk
miljø samt begået eksperimentalt fundamenterede events. Nu er det
mildt ekspressive landskaber, der står på dagsordenen. Kunstneren
præsenterer idéen for sin gallerist, der entusiastisk formidler den
videre til direktøren for et kunstmuseum i en større jysk provinsby.
Der bliver aftalt en udstilling, hvilket
sætter et maskineri i gang. Idéen går i sin komplicerede enkelthed
ud på at skildre forskellige lokaliteter, som er forbundet med et antal
personer. Disse findes både i kunstnerens sociale omgangskreds såvel
som i mediebilledet. Én, kunstnerens datter, er bosiddende behageligt
nær den lille stationsby. En anden er bosiddende i Andalusien. Stederne
kan være en baghave, en udsigt, et pejlemærke i forbindelse med den
daglige transport. Et sted, som den pågældende med overbevisning kan
kalde mit sted. I kunstnerens optik bliver det dit sted.
Steder og personer.
’Dit Sted – Mit Sted’ samler i
omegnen af 30 eksistensers personlige lokalitet. Kendte som mindre kendte.
Et indlysende eksempel er en mand, som i årevis har inviteret Danmarks
TV-kiggende befolkning ind i sin kolossalt omfangsrige have. Et andet
er kunstnerens tidligere formningslærer, der i tidernes morgen hurtigt
betragtede sin unge elev som en ”kollega”. Der er kunstanmelderen,
fotografen, naturvejlederen, konceptkunstneren – kendt som Elias skaber,
komponisten, lokalpolitikeren og den unge landspolitiker fra den yderste
venstrefløj. Hver af disse personer bliver portrætteret i et omfattende
bogværk, som udgives i forbindelse med projektet. Hver leverer en tekst,
som i ord beskriver stedet. Der foretages billedlige gengivelser
af de værker, som kunstneren i processen har frembragt.
Udstillingen.
Når maleren Finn Have på Randers Kunstmuseum
til oktober åbner udstillingen ’Dit Sted – Mit Sted’ vil billederne
hænge – næsten – ramme ved ramme. De vil udgøre et halvfems centimeter
bredt ornamentalt bånd på museets vægge. Lokaliteterne vil smelte
sammen. Kontrasterne vil udgøres af stedernes indbyrdes dualiteter
og årstidernes vekslen. Nogle steder vil mellembilleder bløde op på
de voldsomme overgange; men rummet vil være indtaget med alt det, som
foregår ude i den fri luft.
Lærrederne er bearbejdet ude på stedet
og justeret på atelieret. Så på dén måde er der ikke noget nyt
under solen – eller over jorden.
Søndag Aften 07/2006
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|